Måske burde jeg føle mig krænket… men er det nu også nødvendigt?

Som hylder og fortaler for mangfoldighed, hvor vi skal behandle hinanden lige og altid korrekt, sneg en selvransagende tanke sig ind på forfatteren her til morgen, som gav et lille sug i maven…

I mine første to bøger er jeg kommet til at bruge ord som for eksempel 'skamlæber' og 'skamben', og der er da ved gud ikke noget skamfuldt ved noget som helst ved kvindekroppen, tvært imod!
Jeg blev først grebet af flovhed og frygt for, at man jo med rette i vor tid, kan føle sig krænket over disse betegnelser? Jeg ville ønske jeg kunne ændre det, men det kan jeg ikke og der lå jo kun klodsede ordvalg uden omtanke bag, styret af forældede og fasttømrede begreber…

Men så kom jeg også i tanke om, at da min søn i sin tid fik sin diagnose, og mange i omgangskredsen, skolen, ja sågar fagfolk på området blev ved med at kalde ham autist, så var jeg først på barrikaderne med at irettesætte dem. Han ER ikke autist, han HAR AUTISME! Jeg blev simpelthen provokeret og krænket over, at min søn blev omtalt stigmatiserende – man er ikke et brækket ben, man har ét!
Men dem der sagde det mente jo ikke noget ondt med det, tvært imod og det var jo bare klodsede ordvalg styret af forældede og fasttømrede begreber…

Jeg kom heldigvis hurtigt frem til, at når der ingen ondsindet agenda lå bag ordene, jamen så var der jo egentlig heller ingen grund til at blive provokeret og føle sig krænket af dem – det var faktisk bare spild af god energi og jeg fandt pyt-knappen frem i stedet… 😊