Hvorfor vælger vi mest med øjnene?

Jeg er jo aldrig sen til at påpege min overbevisning om, at hjernen er vores mest erogene zone og at kroppen har fem sanser, med formålet at tilfredsstille vores erotiske intellekt. Jeg har filosoferet lidt over, hvorfor vi så til stadighed lader den simpleste og mest manipulerbare sans være den rådende, når vi skal tændes og vælge partner?
Hvis man f.eks. bevæger sig på netdatingplatforme, er det oftest billeder der er udvælgelseskriteriet og målestok for, om der er interesse.
"Det er øjnene der tænder og det indre der gælder" – siges der ofte. Jeg kan da heller ikke se mig selv helt fri for at være styret af fænomenet, men er det ikke dybt irrationelt? Især for os, der også har en god portion livserfaring med i bagagen, der burde have lært os noget helt andet?

Har vi ikke alle mødt et visuelt smukt menneske, der pludselig blev meget grimt da det åbnede munden? Den med den perfekte krop, hvor lidenskaben var dybt intetsigende? Eller den, hvor det hele tilsyneladende var godt, men det mentale bare var et totalt turnoff?
Er vi ikke også mere tilbøjelige til at kompromissere på de andre fire sanser, hvis bare synet er tilfredsstillet? Hvis nu f.eks. lydene ikke helt spiller for os, er vi så ikke bedre til at sige 'pyt', end hvis det er det visuelle der ikke helt passer os og alt det andet ellers er godt?
Jeg ved godt, at synet er den sans der også er 'forposten' og at førstehåndsindtrykket er der, hvor interessen vækkes, men er det ikke sjovt, at vores intellekt ikke kan løsrive sig fra reptilhjernen, når vi formår det i alle mulige andre sammenhæng i livet, end lige når vi vælger partner og finder vores tænding?

En god dag og masser af kærlighed til alle!
Davie Jones