Hvad er det med den hestehale?

Til receptionen for Mesterlære III hos SMRS-dk i lørdags, blev jeg stillet et spørgsmål, som jeg sidenhen både har smågrinet- og krummet tæer over mit eget svar på!
"Hvad er det med den hestehale?", blev jeg spurgt, og mit bøvede svar var: "Den er et håndtag…", men den er naturligvis så meget mere- og alt andet end det!

Som jeg ofte prædiker, så har vi en hjerne og fem sanser til at tilfredsstille den. Den trofaste læser ved også, at jeg har nogle signaturpunkter i mine historier, hvor jeg nok ikke kan se mig fri for at det er mig selv der slår igennem – den stramme hestehale er én af dem.
Det er ren æstetik for mig i, når en kvinde sætter sit lange hår op, ja næsten på alle tænkelige måder, og senere 'lader det falde', som det ofte beskrives i eventyr, eller i ældre film, hvor symbolikken er, at når kvinden slår sit hår ud, så viser hun manden at hun er klar og vil have ham.

Når vi træder ind i rummet og seancen sammen, har den stramme hestehale selvfølgelig de helt lavpraktiske funktioner for mig, som for eksempel: Jeg kan vise kontrollen og styre med et enkelt fast greb, og vildfarent hår kommer i øvrigt ikke i vejen, men hestehalen er også så vidunderlig smuk i scenen og symboliserer for mig, at nu er hende og jeg lige her sammen forberedte og i fuld fokus på det der skal ske. Når vi bagefter ligger flettet ind i hinanden i vores udmattede sagelige lykkerus og elastikken er røget af, så er vi trådt over i det blide og restituerende rum…

For mig er hestehalen derfor både symbolik og æstetik – og, vi har vel alle vores små særheder… 😉