Forforståelse

Lidt flere tanker her fra skriveværkstedet…
Vores grundlæggende forforståelse af den verden der omgiver os, er jo selvfølgelig en stor del af, at vi også kan agere og begå os i den. Omvendt, får den os ikke også til at drage en masse forkerte konklusioner gang på gang? Og når det så viser sig, at vi tydeligvis har ramt helt ved siden af, så kan vi kun undskylde os med "jamen jeg troede at…"?

Når jeg i fortrolighed fortæller nogen om mit forfatterskab, der jo i høj grad også afslører min seksualitet - eller når jeg har holdt mere formelle oplæg i lukkede fora, er det 99% sikkert, at forforståelsen af mig er, at jeg må være en aktiv del i et fetichmiljø, at jeg går i swingerklub hver weekend og at jeg må have mange forskellige sexpartnere.
Når jeg så må fortælle, at ingen af delene passer, men at jeg er dybt monogamt anlagt og at min sexliv er en meget intim ting for mig, som jeg ikke har trang til at dele med andre end min partner, bliver jeg mødt med netop: "Jamen jeg troede at når du nu… så må du også…"

Det er selvfølgelig vigtigt at understrege, at der intet forkert er i at være en del af et miljø eller gå i swingerklub, vi er heldigvis alle forskellige!
Det rører mig heller ikke negativt, når jeg bliver mødt med denne form for forforståelse, tvært imod, for så har jeg måske bidraget med ny vigtig viden for et andet menneske?

Jeg er bestemt ikke selv noget dydsmønster, når det handler om at komme til at drage konklusioner ud fra min egen forforståelse, men jeg øver mig på at vide og ikke tro, inden jeg tager en holdning. 😉